Sundhed og trivsel på hjemmekontoret

tirsdag d. 24. marts, 2020

Willis Towers Watson har udarbejdet 15 tip til en bedre arbejdsdag for alle, der arbejder hjemme – med fokus på effektivitet samt fysisk og mental sundhed.

Af Helle Gram Quist, sundhedsfaglig konsulent, Willis Towers Watson

5 tip til en effektiv arbejdsdag

  • Sørg for, at du har et særligt område i dit hjem, hvor du kan arbejde uforstyrret og have dit ’kontor’. På den måde slipper du for at skulle sætte dit arbejdsområde op fra dag til dag.

  • Definér, hvor meget du skal nå i dag, lav en to-do-liste, og vurder ved dagens slutning, hvor effektiv du var. Afslut dagen med at lave en ny plan.

  • Forbered dig til din arbejdsdag hjemme præcis på samme måde, som du ville forberede dig på en dag på kontoret. Prioriter dine arbejdsopgaver, og få indkaldt til relevante telefon- eller Skype-møder.

  • Sørg for, at dagen har fast mødetid, frokostpause og fyraften.

  • Brug din chef og dine kollegaer – ’reach out’, når du har brug for hjælp eller sparring.

5 tip til din mentale sundhed

  • Drop joggingbukserne og nattøjet. Oprethold dine normale morgenrutiner, og tag almindeligt arbejdstøj på. Det kan medvirke til, at dagen bliver så normal og professionel som muligt.

  • Husk, at arbejdstid er arbejdstid, og fritid er fritid.

  • Det kan være ensomt at arbejde hjemmefra – sørg for at holde kontakten til dine kollegaer og din chef. Prioriter små Skype-møder, hvor I kan se hinanden og snakke om uformelle ting.

  • Hold faste pauser, og få noget frisk luft.

  • Vær tålmodig med hinanden. Både med din chef, dine kollegaer og din familie. Er din partner og/eller dine børn også hjemme, kræver det, at I udviser tålmodighed over for hinanden. Det er en uvant situation for alle, og uvisheden er svær. Afsæt gerne tid til at være nærværende over for hinanden og børnene i løbet af dagen.

5 tip til din fysiske sundhed

  • Forbliv sund – spis sundt, drik vand og få frisk luft i løbet af dagen. Spis altid din frokost i et andet rum.

  • Rør dig – indlæg nogle små aktive pauser. Fysisk aktivitet skærper produktiviteten og koncentrationen.

  • Husk, at den næste arbejdsstilling er den bedste. Du har nok ikke et hæve-sænke-bord hjemme, men prøv at variere dine arbejdsstillinger, og stå op, når du kan.

  • Walk and talk – kan dit telefonmøde klares, mens du går en tur?

  • Hvis du har et hjemmetræningsprogram, så brug det.

Inspiration til aktive pauser

Pulsen op – Nielsen Care. Bevægelse på arbejdspladsen. 10 online-programmer med syv minutters træning.

Motionsuret – Dansk Firmaidrætsforbund. 24 gymnastikøvelser.

Pusterumsøvelser – Dansk Firmaidrætsforbund. 16 siders gymnastikøvelser.