Ny risiko for hovedentreprenører?

onsdag d. 23. oktober, 2019

Højesteret har i en nylig dom slået fast, at en hovedentreprenør kan hæfte over for en skadelidt tredjemand for en underentreprenørs ansvarspådragende fejl. I dette tilfælde ved udførelsen af en styret underboring, hvorved en tredjemands ledning blev beskadiget. Men er der derved skabt en ny retsstilling?

Af Peter Højriis-Andersen

Enkelte advokater har udtrykt, »at konsekvensen af dommen bliver, at langt de fleste hovedentreprenører fremadrettet kommer til at hæfte for de skader, som en underentreprenør forvolder i forbindelse med udførelse af en styret underboring«.

Men kan man udlede det af dommen? Og er der reelt tale om en ny retsstilling?

Det mener Willis Towers Watson ikke. Og under alle omstændigheder kan en hovedentreprenør ved relativt begrænsede procedurer eliminere risikoen.  

Den konkrete sag
Faktuelt var der tale om en sag, hvor bygherre havde indgået en aftale med en hovedentreprenør om at etablere en ny trykledning over en strækning på cirka 10 kilometer. Etableringen skulle ske ved styret underboring.

Hovedentreprenøren indgik herefter aftale med en underentreprenør om udførelsen af arbejdet med styret underboring. Under udførelsen af dette arbejde blev et kabel tilhørende en ledningsejer (tredjemand) beskadiget.

Ledningsejeren stævnede herefter underentreprenøren, der blev erklæret konkurs. Underentreprenøren havde ikke tegnet ansvarsforsikring, der dækkede skaden. Ledningsejeren stævnede derfor hovedentreprenøren.

Spørgsmålet var herefter, om hovedentreprenøren havde pådraget sig et erstatningsansvar enten ved selv at have handlet ansvarspådragende eller ved at hæfte for underentreprenørens ansvarspådragende fejl.

Højesteret fandt, at hovedentreprenøren, uanset at han ikke selv havde handlet ansvarspådragende, under de konkrete omstændigheder hæftede for underentreprenørens skadegørende handlinger og derfor måtte udrede erstatning til den skadelidte ledningsejer.

Rækkevidde
Som nævnt indledningsvist er dommen af enkelte blevet udlagt således, at en hovedentreprenør fremover over for en skadelidt tredjemand vil hæfte for alle de fejl, som en underentreprenør, der udfører styret underboring, måtte forvolde.

Men er det nu også rigtigt? Hvad var det egentligt, at Højesteret konkret udtalte?

1.
Det fremgår af dommen, at Højesteret indledningsvist bemærkede, at udgangspunktet (stadig) er, at der ikke påhviler en hovedentreprenør et hæftelsesansvar for en selvstændigt virkende underentreprenørs skadegørende handlinger uden for kontraktforhold.

Dermed siger Højesteret, at hvis vi er inden for et kontraktforhold, hvor en underentreprenørs arbejde påførte bygherre en skade, så hæfter hovedentreprenøren grundet kontrakten med bygherre for underentreprenørs fejl.

2.
Spørgsmålet er så, hvorfor kommer Højesteret så i den konkrete sag frem til det modsatte, nemlig at hovedentreprenøren hæftede for underentreprenørens fejl, når udgangspunktet var det modsatte? Hvad var de særlige forhold, der gjorde sig gældende i den konkrete sag?

Højesteret anfører, at når der foretages en styret underboring i et område, hvor man ved, at der er ledninger i jorden, så er der per definition tale om et særligt risikobetonet arbejde, der kræver, at entreprenøren er særligt agtpågivende i forbindelse med planlægning og udførelsen af selve arbejdet.

Højesteret fandt, at hovedentreprenør og underentreprenør var bekendt med, at der var ledninger i området, hvor underentreprenøren skulle udføre styret underboring (man havde indhentet oplysninger i LER-registeret), men at det ikke af disse fremgik præcist, hvor ledningerne var placeret (herunder i hvilken dybde). Da underentreprenøren desuagtet valgte at udføre arbejde uden yderligere undersøgelser, så var underentreprenøren ansvarlig for skaderne.

I forhold til hovedentreprenøren udtaler Højesteret, at når en hovedentreprenør overlader særlig risikobetonet arbejde til en tredjemand, så har hovedentreprenøren pligt til ved tilsyn og kontrol med den udførende underentreprenør at sikre, at risikoen for skader begrænses mest muligt.

Da hovedentreprenøren ifølge Højesteret ikke havde ført tilsyn og kontrol med underentreprenørens særlige risikobetonede arbejde, så fandt Højesteret, at hovedentreprenøren hæftede for skaden over for tredjemanden (ledningsejeren).

3.
Spørgsmålet er herefter, hvad skulle hovedentreprenøren i den konkrete situation så have gjort, for at han under de konkrete omstændigheder ifølge Højesteret, havde udøvet det fornødne tilsyn og kontrol? Hvilke aktiviteter skulle han have iværksat.

Højesteret anfører herom i dommen to konkrete aktiviteter, som hovedentreprenøren kunne have udført for at iagttage denne tilsyns- og kontrolforpligtigelse i forhold til underentreprenøren.

For det første kunne hovedentreprenøren før arbejdets udførsel have sikret sig, at han enten selv indhentede detaljerede oplysninger om ledningernes nøjagtige placering (fra ledningsejeren) og videregive dem til underentreprenøren eller alternativt kunne hovedentreprenøren kontrollere, at underentreprenøren selv havde indhentet disse detaljerede oplysninger.

For det andet kunne hovedentreprenøren have sikret sig, at underentreprenøren havde tegnet en ansvarsforsikring med dækning for ansvar for skader påført ved jordarbejde.

Højesteret finder herefter, at under de anførte omstændigheder (må læses således, at da man har forsømt de to ting), så er hovedentreprenøren nærmest til at bære risikoen for skaderne på tredjemands ledninger. 

Konklusion
Efter Willis Towers Watsons opfattelse kan det ikke på baggrund af dommen konkluderes, at "konsekvensen af dommen bliver, at langt de fleste hovedentreprenører fremadrettet kommer til at hæfte for de skader, som en underentreprenør forvolder i forbindelse med udførelse af en styret underboring".

Men budskabet fra Højesteret er klart:

  • Hvis en hovedentreprenør intet foretager sig, så risikerer han efter omstændighederne at hæfte for en underentreprenørs fejl over for en skadelidt tredjemand, når der udføres særligt risikobetonet arbejde.  

Hvis hovedentreprenører ønsker at undgå denne hæftelse, så skal de som minimum sikre sig en dokumenterbar procedure for:

  • at detaljerede oplysninger om ledningernes konkrete placering i området, hvor der skal foretages styret underboring eller andre særligt risikobetonede arbejder, er indhentet af enten hovedentreprenøren selv eller den udførende entreprenør forud for arbejdets udførsel, og
  • at et eventuelt ansvar for den udførende underentreprenør er afdækket enten via underentreprenørens egen løbende ansvarsforsikring eller på en projektspecifik ansvarsforsikring udtaget af bygherre/totalentreprenør/hovedentreprenør eller andre.

Gør hovedentreprenøren det, så er han godt på vej til ikke at hæfte for underentreprenørs fejl selv ved særlige risikobetonede arbejder. Men det afhænger naturligvis af de konkrete omstændigheder i øvrigt.

Hvis du har behov for rådgivning eller sparring, bør du drøfte det med din forsikringsmægler eller anden rådgiver.

peter.hojriis-andersen@willistowerswatson.com