Modent marked for cyberforsikringer

tirsdag d. 29. oktober, 2019

Cyberkriminalitet har kostet danske virksomheder flere milliarder kroner i tab, som ikke i alle tilfælde har været dækket af forsikringen. Men sådan behøver det ikke at være, for der findes i dag rigtig gode forsikringsløsninger i det danske og internationale forsikringsmarked.

Af Martin Wex

Listen over danske virksomheder, der har været udsat for cyberkriminalitet, er lang og bliver stadigt længere – og det er alt fra de mindste til de største virksomheder, der bliver ramt. Cyberkriminalitet vurderes allerede at have kostet virksomhederne flere milliarder kroner – tab, der kun i de færreste tilfælde har været forsikringsdækning for.

I de fleste tilfælde har det dog ikke været forsikringsselskabernes manglende vilje til at påtage sig risikoen, der har forhindret virksomhederne i at have tilstrækkelig forsikringsdækning, men mere virksomhedernes egne problemer med at vurdere den reelle risiko.

»Den manglende dækning skyldes for det meste, at virksomhederne enten ikke har tegnet en cyberforsikring på nuværende tidspunkt eller ikke har valgt en tilstrækkelig stor forsikringssum på deres cyberforsikring. En udfordring er, at virksomhederne har vanskeligt ved på forhånd at estimere tabets størrelse – altså de finansielle konsekvenser af en cyberhændelse hos dem – og derfor vælger de ofte en for lille forsikringssum,« siger jurist og specialist i cyberrisici Tine Olsen fra Willis Towers Watson.

 Jurist og specialist i cyberrisici Tine Olsen fra Willis Towers Watson

Cyberforsikring er typisk ikke en hyldevare, og Tine Olsen mener derfor også, at virksomhederne bør lægge flere kræfter i at kortlægge deres specifikke risici.

»Mange virksomheder er slet ikke klar over, hvor udsatte de reelt er for et cyberangreb, eller hvor store omkostninger det vil have, hvis deres it-systemer bliver sat ud af drift, og produktionen går i stå. En forsikringsmægler kan bidrage til, at virksomheden får overblik over de forskellige risici – og dermed også sikre, at forsikringen får det helt rette indhold,« siger hun.

Willis Towers Watson har udviklet værktøjet Cyber Quantified, der netop kan hjælpe virksomheder i hele verden med at kvantificere deres cyberrisiko på baggrund af historiske skadedata fra specifikke industrier.

Milliarder i forsikringssum
Willis Towers Watson har indtil nu formidlet cyberforsikringer til danske virksomheder med en samlet forsikringssum på over én milliard kroner – i de fleste tilfælde via internationale forsikringsselskaber med repræsentation i Danmark. Tine Olsen mener derfor heller ikke, at forsikringsselskaberne mangler kapacitet til at påtage sig den fulde risiko.

»Cyberkriminalitet kan have enorme, økonomiske konsekvenser, og det er forsikringsselskaberne fuldt ud klar over. Derfor designer vi ofte løsninger, hvor flere forsikringsselskaber deler risikoen – især, når vi formidler cyberforsikringer til de helt store virksomheder. Derudover er der også mulighed for at gå til Lloyds of London, hvis der er behov for endnu større forsikringssummer, så markedet er fuldt ud modent til at håndtere selv de allerstørste cyberforsikringer,« siger Tine Olsen.

Skræddersyede forsikringer
Mange af de store danske virksomheder har indset behovet for en skræddersyet cyberforsikring, men der er stadig mange, der tøver med at tegne en cyberforsikring, og det undrer Tine Olsen.

Willis Towers Watson kan skræddersy cyberforsikringen til den enkelte virksomheds specifikke behov og trusselsbillede – afhængigt af eksempelvis branche, forretningsmodel og medarbejdersammensætning. Cyberforsikringen kan eksempelvis indeholde dækning af:

  • Omkostninger til undersøgelse af cyberangrebets konsekvenser
  • Omkostninger til genetablering af data og netværk – inklusive udgifter til eksterne konsulenter
  • Tab, hvis driften ikke kan opretholdes på grund af eksempelvis systemnedbrud
  • Omkostninger til løsesum eller professionelle forhandlere ved pengeafpresning
  • Udbetaling af erstatning til tredjemand, der har fået virus på grund af virksomhedens forsømmelse
  • Sags- og forligsomkostninger i tilfælde af sager mod virksomheden for databrud

Du kan få mere at vide om cybersikkerhed og cyberforsikring ved at kontakte Tine Olsen fra Willis Towers Watson via e-mail på tine.olsen@willistowerswatson.com

martin.wex@willistowerswatson.com