Motion er den bedste medicin

tirsdag d. 24. marts, 2020

Willis Towers Watsons gode samarbejdspartner Nielsen Care har valgt at stille deres online-træningsprogram gratis til rådighed, så længe corona-krisen varer. Programmet guider alle, der arbejder hjemmefra, gennem fysiske øvelser, der kan forebygge de skader, der nemt opstår, når man har et stillesiddende arbejde.

Af Søren Egens Petersen, fagansvarlig, Corporate Health, Willis Towers Watson

Mange arbejder fra hjemmet lige nu, og det gør skolebørnene også. Det bliver til rigtig mange stillesiddende timer i løbet af en uge. På mange arbejdspladser og på de fleste skoler er der indført tiltag, der skal sikre, at medarbejdere og elever får bevæget sig i løbet af dagen, men det er langt fra sikkert, at disse tiltag er overført og integreret i hjemmet.

I denne krisetid, hvor bevægelsesfriheden er blevet begrænset, og hvor vi kommer mindre ud, er det endnu vigtigere selv at sørge for at holde sig i god fysisk form – og forebygge de skader, der kan opstå ved mange timers arbejde ved en skærm.

Nielsen Care har valgt at stille sine træningsvideoer gratis rådighed for alle, der gerne vil have lidt mere bevægelse ind i hverdagen. Hvert program tager syv minutter, og det kræver kun en stol at sidde på og et bord at læne sig op ad for at være med. Alle øvelser har lav intensitet, så de uden problemer kan gennemføres i almindeligt arbejdstøj.

Willis Towers Watson har selv gode erfaringer med at benytte træningsprogrammerne fra Nielsen Care. Programmet er blevet brugt gennem tre år, og allerede efter få ugers træning skete der en markant forbedring af medarbejdernes sundhed og trivsel. Færre havde daglige smerter, mens flere aldrig havde smerter.

Syv minutters træning to gange om dagen har en meget positiv effekt på medarbejdernes trivsel. I Willis Towers Watson er andelen af medarbejdere, der aldrig har smerter i hoved, nakke, skuldre, ryg eller arme, steget, mens andelen, der har smerter hver dag, er faldet. Figuren viser ændringen i procentpoint, fra før Willis Towers Watson indførte træningsprogrammet og efter otte ugers træning.

Træningsprogrammerne er oprindeligt udviklet til brug på arbejdspladser, men der er siden udviklet programmer til brug på alle klassetrin i folkeskolen – til både de 6-10-årige, 10-13-årige og 13-16-årige. Enkelte virksomheder har også fået udviklet skræddersyede træningsprogrammer, hvor det er deres egne medarbejdere, der viser øvelserne.

Nu er der så mulighed for at prøve programmet af gratis, så del gerne denne artikel eller linket til pulsenop.dk med kollegaer, venner og familie, der kan have glæde af at træne og forebygge fysiske skader i en udfordrende corona-tid, hvor man også skal huske at passe på sig selv. 

soren.petersen@willistowerswatson.com

> pulsenop.dk