3D-print stiller nye krav til byggeriets risikostyring

tirsdag d. 5. februar, 2019

3D-printteknologien tilfører en ny dimension til byggeriet og kan eliminere velkendte fejl, men byggebranchen skal samtidig være opmærksom på nye typer af risici, der opstår, når byggeriet baseres på 3D-print.

Af Kristine Seest

Den første europæiske 3D-printede bygning – The BOD – er blevet bygget i Danmark, og over hele verden tager byggerier form ved hjælp af 3D-print. 3D er en printteknologi, der kan fremstille genstande i en kontinuerlig og automatisk produktionsproces. I betonbyggeri starter 3D-printerne fra bunden og ved hjælp af en computerstyret betonkanon bliver flydende beton lagt ud lag på lag i de forudbestemte dimensioner. Teknologien har tilført byggebranchen nye muligheder for innovation og for optimering af menneskelige, miljømæssige og økonomiske ressourcer. Automatisering af tungt arbejde kan blandt andet reducere nedslidning og personskader, og nøjagtighed i udregningen af materialebehovet kan mindske både materialespild og miljøbelastningen. Men 3D-teknologien rejser også nogle nye risikoscenarier, der er relevante for byggeriets parter at forholde sig til.

»Byggeriets parter kan undgå ubehagelige overraskelser ved at tage de eksisterende faktorer i risikostyringen op til revurdering, når man omstiller til 3D-print. For selvom den nye byggemetode kan eliminere nogle af de velkendte og udbredte fejl i en byggeproces, så kan der i byggeri baseret på 3D-print opstå andre typer af fejl, der kan medføre store skader og økonomiske tab,« siger jurist og forsikringsmægler Jonas Gredal fra Willis Towers Watson.

The BOD er bygget i København og er Europas første 3D-printede bygning (Creative Commons)

Hvem har ansvaret ved fejl?
Vejrforhold, fejl i levering af materialer og menneskelige fejl er risikofaktorer fra konventionelt byggeri, der også er relevante at tage i betragtning, når man overgår til at printe bygninger. Et byggeri baseret på 3D-print er desuden mere sårbart, hvis der opstår softwarefejl eller hackingangreb i byggeprocessen – ligesom der er en række ansvarsrisici i forhold til leverandører, der er vigtige at tage stilling til i det konkrete projekt. Ifølge Jonas Gredal er der tre overordnede situationer, der er særligt relevante at forholde sig til, når man bruger 3D-print i byggeri:

  1. Når en arkitekt eller ingeniør rådgiver om 3D-print

  2. Når en rådgiver er både designer, leverandør og entreprenør på samme 3D-byggeprojekt

  3. Når en skade i et 3D-byggeprojekt skal vurderes og behandles

1. Når en arkitekt eller ingeniør rådgiver om 3D-print
En professionel ansvarsforsikring dækker de fejl, som for eksempel en arkitekt kan begå. Når arkitekten rådgiver om 3D-print – og begår fejl – må det derfor vurderes, om han har ydet rådgivning i egenskab af arkitekt – og her vil man se på, hvad der traditionelt og aktuelt betragtes som arkitektopgaver. Afgrænsningen for disse opgaver er flydende og afhængig af markedsudviklingen – og derfor vil det være svært at forudse, hvad en domstol vil nå frem til. Overordnet set kan det ikke afvises, at der kan opnås dækning ved rådgivning om 3D-print – særligt i tilfælde, hvor rådgivningen har karakter af decideret design eller projektering. Det samme gælder for ingeniøren, der yder ingeniørrådgivning. Samtidig må det overvejes, om der er tale om en udviklingsskade – det vil sige en skade som følge af en risiko, som rådgiveren ikke kunne kende på tidspunktet for rådgivningen. En sådan skade vil rådgiveren efter omstændighederne ikke blive ansvarlig for. Hvis der derimod er tale om, at rådgiveren har foreslået benyttelse af et uprøvet materiale, kan han efter omstændighederne ifalde ansvar, hvis han har undladt at gøre bygherren opmærksom på, at der var tale om uprøvede materialer.

2. Når en rådgiver både er designer, leverandør og entreprenør på samme 3D-byggeprojekt
Ud fra et forsikringsmæssigt perspektiv er det relevant at vurdere, om man både kan være designer, leverandør og entreprenør på samme 3D-byggeprojekt. Forsikringsselskaberne har generelt tradition for at have en relativ skarp og traditionel afgrænsning mellem disse roller, når de skal vurdere, om en skadevolder har været designer, leverandør eller entreprenør. Men samtidig udfordres afgræsningen mellem rollerne – blandt andet i forbindelse med systemleverancer. Der vil kunne tænkes situationer, hvor ét og samme firma både designer, udvikler en ejendom, leverer printeren og står for selve byggeriet. At rollerne i byggeriet er i færd med at blive udjævnet i forhold til den traditionelle forståelse, er for så vidt ikke nyt og var da også en medvirkende årsag til den nylige revision af AB- og ABR-systemet, som blandt andet fik øget fokus på entreprenørprojektering og systemleverancer. Den forsikringsmæssige løsning vil derfor formentlig skulle findes blandt produkter, der i dag dækker totalentreprise og projektansvar og som er udvidet til at dække entreprenørers egenprojektering. Men det færdige forsikringsprodukt, der dækker alle tre roller, findes ikke som en standardløsning på det danske marked.

3. Når en skade i et byggeri med 3D-print skal vurderes og behandles
Afgrænsningen mellem produktansvar, rådgiveransvar og mangler er svær og har givet anledning til retssager – også før man kendte til 3D-print. Det kan derfor være ganske vanskeligt at vurdere, om en skade skal behandles efter produktansvarsreglerne, mangelsreglerne eller eventuelt som en designfejl efter rådgiveransvarsreglerne.

Eksempel
I en kendelse fra voldgiftsretten havde en entreprenør udført belægning af tanke til saltsyre. Der blev konstateret udslip, og bygherre krævede erstatning for indirekte tab, afhjælpning og forsinkelse. Voldgiftsretten nåede frem til, at arbejdet ikke drejede sig om rådgivning, og at skaderne ikke vedrørte levering af materialer. Der var derfor tale om et sædvanligt entreprisearbejde, som var omfattet af entreprisereglerne og ikke produktansvarsreglerne. Bygherre klagede over voldgiftsrettens afgørelse, fordi bygherre mente, at der var tale om produktansvar, og at sagen så ikke ville være omfattet af undtagelsen i AB vedrørende indirekte tab. Bygherre fik ikke medhold, så han fik ikke erstatning for indirekte tab. 


»Eksemplet illustrerer, at det kan være vanskeligt at afgrænse, om det ene eller det andet regelsæt skal benyttes ved en konkret skade. Selvom 3D-print kun er i sin spæde start i Danmark, er det min opfattelse, at vi i de nærmeste år kommer til at se en hurtig udbredelse af teknologien. På nuværende tidspunkt er det svært at give præcise svar på, hvordan de skal behandles forsikringsmæssigt. Situationerne – og de spørgsmål, de rejser – er dog vigtige at få besvaret i god tid – om ikke andet så for at skabe transparens om de risici, der skal kalkuleres med, når man inddrager 3D-print i byggeriet,« siger Jonas Gredal.

Willis Towers Watson anbefaler, at man kontakter sin risikorådgiver inden et byggeri påbegyndes, så de konkrete faktorer i den enkelte sag kan blive belyst og behandlet i god tid.

kristine.seest@willistowerswatson.com