Strategihjulet
1
2
3
4
5
6
7
8
9
Vores ydelser

Willis' strategihjul danner udgangs- punkt for vores helhedsorienterede ydelser.
Løsninger set ud fra kundens udford- ringer, muligheder og værdien i samarbejdet med Willis.

Willis Human

Omsorg for virksomhedens medar- bejdere ved sygdom, uarbejdsdygtighed eller dødsfald

Læs mere om Willis Human®

Willis Risk

Risikoledelse af de materielle og immaterielle værdier.

Læs mere om Willis Risk®

Willis Benefit

Skattefrie og attraktive fleksible løngoder.

Læs mere om Willis Benefit®

Willis Living

Personlig rådgivning, regneværktøjer og kommunikationsmidler om medarbejdernes pensionsopsparing.

Læs mere om Willis Living®

Willis Recover

Ekspertbistand til virksomhedens skader

Læs mere om Willis Recover®

Willis Path

Gennemskue behandlingsmulig- hederne hos sundhedsvæsnet og fra de private forsikringer ved sygdom.

Læs mere om Willis Path®

Willis Safety

Sikre virksomhedens drift med f.eks. evakuerings- og beredskabsplaner, brand-, adgang-, tyveri-, vandsikring og førstehjælpskurser.

Læs mere om Willis Safety®

Willis Care

Fokus på den enkelte medarbejders helbred.

Læs mere om Willis Care®

Vores ydelser

Overblik og sammenhænge er vigtige faktorer, når det handler om at styre virksomhedens risici og sikre de produktionsfaktorer, der skal skabe overskud.

I Willis lægger vi vægt på at være proaktive, og derfor har vi taget initiativ til at udvikle en mere helhedsorienteret strategi, der har form som et hjul, og som kan bruges af alle de virksomheder, der gerne vil op i næste gear med deres risikoledelse. Det handler om at forhindre eller begrænse de ubehagelige overraskelser og sikre, at skader, der rent faktisk rammer, ikke ruinerer virksomheden.

Når sandhedens time på den måde oprinder, så er Willis klar til at vise vejen.

Udfordringen
Alle vil gerne noget med deres liv! Alle vil gerne have succes, og ofte er man nødt til at få hjælp af andre for at opnå netop det. Mange, der kalder sig rådgivere, er i virkeligheden sælgere, der skal sælge en vare for deres arbejdsgiver. Der er forskel på, om rådgivningen vedrører én vare, eller om der er mulighed for at vælge imellem alle varer. Det er klart, at din mulighed for succes bliver begrænset, hvis du kun har denne ene valgmulighed. Men af uransagelige årsager, så er det netop det, dygtige sælgere får dig til at glemme.

Mulighederne
Følg pengene, som man siger, se på advokaten, revisoren, mægleren eller konsulenten. De er alle aflønnet af dig og varetager der foralene dine interesser. Nu er det ikke ligegyldigt, hvem du vælger, men det er et godt udgangspunkt at vælge den, der har den dybeste kompetence, og hvis du også vil have den bredeste kompetence, så skal du vælge blandt de største. Ja, men er de ikke også de dyreste? Ikke nødvendigvis, for hvis du ikke får de bedste råd, hvis erstatningen udebliver, eller hvis resultatet af dine anstrengelser kun bliver det halve, så koster det også noget. Formodentligt mere end du har sparet.

Værdien
Vi er de førende i vores branche, og vi har haft 25 år til at bygge et godt fundament for at kunne være på toppen. Mange af de nye initiativer på markedet kan ledes tilbage til os, og de bedste kompetencer søger før eller siden og af mange årsager ind i vores kultur. Måske fordi vi altid følger vores egne råd til kunderne, og så at sige "tager vores egen medicin." Vi tror på, at det er vigtigt at være proaktiv og tage uopfordrede initiativer dér, hvor vi ser problemer eller muligheder for vores kunder. Vi er loyale og tager udgangspunkt i et langvarigt samarbejde og forstår, at der skal være balance i alting; job og familie, sundhed og sygdom, indtægter og udgifter. Vi skaber overblik for dig, så du kan træffe de rigtige beslutninger og få succes.


Willis Human

Udfordringen
Lad os begynde med at konstatere, at de fleste virksomheder ikke ville være noget særligt uden deres medarbejdere. Forskellen på din og konkurrerende virksomheders fremtidsudsigter kan måles i, hvilke lyse hoveder, du beskæftiger og deres evne til at få nye ideer. De nye ideer kan differentiere dig fra konkurrenterne og give dig mulighed for at sætte prisen lidt højere, fordi det unikke altid koster lidt ekstra. Kunsten er altså at tiltrække de bedste medarbejdere med de bedste kompetencer og lære dem at anvende deres talent i virksomhedens tjeneste.

Nu er det desværre meget forskelligt, hvilke belønningsteorier, medarbejderne sætter pris på. Uddannelse er dog klart et nøgleord, men det er ofte en stor investering for virksomheden, og ganget med antallet af medarbejdere kan det let blive en voldsom udskrivning. Når medarbejderen har tanket sit lyse hoved op, kan han desuden frit forlade virksomheden til fordel for konkurrenten. Herefter kan du og din virksomhed blot ærgre jer over, at stavnsbåndet blev ophævet med landboreformen i 1788!

Mulighederne
Kunsten at få noget komplekst til at lykkes ligger ofte i at bygge broer mellem forskellige interesser. At broer her nævnes i flertal, skyldes den omstændighed, at det sjældent lader sig gøre i al enkelhed, men at der snarere er tale om, at der skal en række foranstaltninger til for at gøre alle tilfredse. Fællesnævner for både virksomhed og medarbejder er dog ønsket om, at arbejdspladsen er et godt sted at være. Det lyder måske banalt, men det er i bund og grund det, det drejer sig om:

  • Hvor spændende er jobbet?
  • Hvordan er omgivelserne?
  • Hvor høj grad føler man sig værdsat?

Arbejdsopgaver kan være kedelige for nogle og spændende for andre, og lønnen – den kan ingen få nok af, så tilbage er at skabe en god virksomhedskultur, hvor alle føler, at de bliver behandlet godt, og hvor virksomheden sætter synligt pris på dem. Det skal helst være en kultur, der er sin egen, og som er vanskelig at kopiere for konkurrenterne. En af de vigtige og meget synlige byggesten til kulturen er de pensionskoncepter og andre benefits, som virksomheden vælger at tilbyde sine medarbejdere. Det er igennem dem, at medarbejderen måler forholdet mellem, hvor meget ledelsen taler om at gøre noget, og hvor meget ledelsen rent faktisk gør for sine ansatte.

Værdien
Mennesker har brug for at føle sig trygge. Det giver ro i sjælen og dermed overskud til arbejdsopgaverne, og det er godt, når man skal producere noget værdifuldt på en arbejdsplads. Heldigvis kan tryghed købes for penge, og her tænker vi især på tryghed i form af den slags forsikringer, der kan støtte op økonomisk, når det går galt. Her har virksomheden mulighed for at vise sin omsorg for medarbejderne; at man ikke lader sine medarbejdere eller deres familier stå alene, når de rammes af sygdom, uarbejdsdygtighed eller dødsfald. Det er blevet en del af virksomhedens kultur at hjælpe i den slags situationer, ligesom vi hjælper virksomheden med at forhandle de rigtige priser for forsikringerne. Vi har et indgående kendskab til markedet og ser alle virksomhedens tiltag som en helhed, hvis formål er at skabe bedre resultater både for medarbejdere og for investorer.

Når en forsikringsudbetaling er påkrævet, hvilket må betragtes som sandhedens time, så overvåger vi, at alt går rigtigt til og sikrer, at virksomhedens kultur nytter noget, og at ledelsen får noget for deres interesse i det enkelte menneskes livskvalitet. Når den syge kollega bliver hjulpet, kigger de raske med – og heldigvis er der trods alt flest af dem.

Tilbage til toppen


Willis Risk

Udfordringen
Er det ikke det, al forretning går ud på? At løbe en risiko og prøve at vurdere chancen for succes og risikoen for fiasko. Vi spørger os selv: "Hvad er det værste, der kan ske?" I reglen betyder det blot, at vi ønsker at komme i gang, og så må vi se, hvad der sker. Men tænk nu, hvis vi tillagde os den vane at veje chance for succes og risiko for fiasko mere konkret og netop undersøgte, hvad der egentlig er worst-case scenario. Ville vi så ikke kunne mindske risikoen for, at vores brillante planer for fremtiden bliver ødelagt?

Nogle risici er små – men måske hyppige, andre er sjældne – men katastrofale, og andre igen er små i begyndelsen, men vokser sig store som kæmper i al ubemærkethed. At kunne skelne mellem forskellige risici og gøre noget for at mindske dem; det er det, vi kalder risikoledelse.

Mulighederne
Hvis du spørger en risikorådgiver, hvad der er det vigtigste omkring risikoledelse, så vil han sige overblik. Han vil også sige, at det er nemmere at lægge en plan, hvis man først indsamler data. Til det formål findes der nogle værktøjer, hvori man kan indsætte alle sine værdier, både de materielle og ikke mindst de immaterielle, for at få et overblik over, hvor godt man har sikret dem. Når det samlede overblik er etableret, er det blevet tid til at prioritere værdiernes betydning for din virksomhed. Måske er det dine maskiner, der er det centrale i din virksomhed, fordi de tager lang tid at genanskaffe, eller det er dit lager af færdige produkter og din virksomheds evne til at kunne levere til markedet rettidigt, der er afgørende. For flere og flere virksomheder bliver deres navn, eller "brand", synonymt med kvaliteten, og dermed bliver det vigtigt at beskytte virksomhedens omdømme.

Først nu giver det mening at lægge en plan for at garantere værdierne. Her er prioriteringen vigtig, fordi der både er udgifter og investeringer forbundet med at sikre fremtiden - men dine investorer vil elske dig for, at du til stadighed beskytter deres investering.

Værdien
Den risikoansvarlige står ofte i skyggen af økonomien, men vi ser det som vores opgave at bringe risikoledelsen frem i lyset – om ikke på første række, så i hvert fald langt frem i bussen. Vi er sat i verden for at skabe det overblik og de eventuelle konklusioner og indstillinger, der skal til, for at vores kunder kan træffe de nødvendige beslutninger på den bedst tænkelige baggrund.

Set i bakspejlet er det langt fra alle beslutninger, der viser sig at være de bedste, og vi er derfor de nærmeste til at stå den risikoansvarlige bi med den dokumentation, der kan bekræfte beslutningens rigtighed på det tidspunkt, hvor den blev taget. Beslutningstagere er vigtige for virksomheden, så derfor passer vi rigtig godt på dem.


Willis Benefit

Udfordringen
Arbejdet bærer lønnen i sig selv! Måske tænker du sådan, men det vil kræve et blink i øjet og et bredt smil at sige det højt til en medarbejder. Alle ved, at uanset en opgaves beskaffenhed, vil der være behov for en eller anden form for belønning af en indsats, hvis entusiasmen skal holde. Når det er sagt, så indser man dog også hurtigt, at medarbejdere ofte har forskellige ønsker til aflønningsformen, og i kampen om kompetencerne må virksomhederne følge med. Det er nemt for konkurrenterne at efterligne en lønstigning, men det er straks sværere at kopiere en kultur, som er opbygget igennem mange år. Der må altså tænkes dybere og bredere, og det bliver hurtigt en kompliceret affære. Men hvad er alternativet?

Hvordan går det mon for de virksomheder, der tiltrækker den ringeste arbejdskraft? For at få succes skal de have et enkelt og meget konkurrencedygtigt produkt, der hele tiden udvikler sig af sig selv. Som leder kan du vælge at surmule og hævde, at medarbejderne er forkælede, men vil du hellere have, at den bedste arbejdskraft bliver forkælet hos dine konkurrenter? Frihed og fleksibilitet er begreber, der klæber til fremtiden og varsler om flere frie agenter, der lader sig leje af højest bydende – medmindre virksomhederne bliver fællesskaber, der kan tilbyde sundhed, tryghed og andre fordele, som individet måske vil sætte højere.

Mulighederne
Mennesker vil gerne føle, at de er noget særligt. De vil påskønnes, og det skal gerne udmønte sig i håndgribelige muligheder for den enkelte. Det handler om at finde de områder, hvor medarbejderen har sammenfaldende interesser med virksomheden. Det er for eksempel ikke nødvendigt at bekymre sig om økonomien eller huskøbet, hvis virksomheden kan stille den rette rådgivning til rådighed. Og nu vi er ved det, hvem føler sig godt tilpas ved at skulle i banken for at bede om et lån? Er man klædt godt nok på til det – eller bliver man nærmere klædt af?

Forestil dig, at virksomheden indgik en aftale med en uvildig bankrådgiver, som kunne få det hele til at falde på plads. Glade medarbejdere med orden i økonomien er produktive medarbejdere, og mange af de materielle goder, som vi ønsker os, er også ting, der kan gøre vores arbejde lettere. Skillelinjerne mellem arbejde og fritid glider mere sammen, så hvis livet kan blive både nemmere og mere effektivt, så er der vel noget at vinde ved at give medarbejderne fordelen ved at finansiere den bærbare PC, mobiltelefonen og GPS'en over bruttolønnen. Det giver bedre resultater, færre økonomiske hovedbrud og skattefrie goder – og hvem kan ikke se en fordel i det?

Værdien
Kender du nogen, der ikke gerne vil have mere i løn? Nej vel! Mon det skyldes, at forbruget til enhver tid følger muligheden for indkomst - eller føles det bare sådan? Vi tænker mere i, hvordan medarbejderen kan få mere ud af sin eksisterende løn. Virksomheden kan oprette et abonnement, der giver medarbejderen adgang til særdeles kompetent og uvildig rådgivning inden for finansielle spørgsmål i retning af bank og realkredit m.m. Vi har en platform, der tilbyder fleksible løngoder, hvoraf en række er skattefrie og andre er attraktive tilbud – selvfølgelig alt sammen inden for vores vidensområder. Lønstigninger svækker konkurrenceevnen og vil, hvis alle benytter sig af det, blive spist op af inflationen, som det tidligere er set.

Vi har sat os som mål, at vi vil være dem, der skaber sammenhæng mellem alle de områder, vi har forstand på. Vi har kompetencen til at pege på, hvor virksomhederne kan spare penge på nogle tiltag eller produkter, som de allerede har i dag, og vi har forslag til, hvordan de samme penge kan geninvesteres i en endnu stærkere kultur, som det bliver meget svært at konkurrere med. Hvis din virksomhed er helt fremme i skoene og har fået de bedste til at binde snørebåndene, så er der lagt op til sprint!

Tilbage til toppen


Willis Living

Udfordringen
Hvem skulle have troet, at det kunne blive et problem, at befolkningen bliver sundere og dermed lever længere? Men det kan det, hvis kistebunden nås, før låget sømmes til. Det er især vanens magt, der er skurken, når der skal langtidsplanlægges til pensionen: "Jeg skal lige have en skinny latte og en sprød croissant, og så lige min yndlingsavis med ned til mit stambord!"

Mange har vænnet sig til at have dyre vaner og måske gå i et bestemt tøjmærke uden rigtigt at vide hvorfor. Og skal vi købe en cykel, så skal det absolut være bedste kvalitet, og helst en, der er magen til dem, de kører på i Tour de France – også selvom den sjældent vil komme længere end til Bøllemosen. Hertil kommer drømmesko, drømmerejser og drømmesenge, og det er ikke langmodige drømme, men drømme, som man har vænnet sig til, bliver opfyldt hele tiden. Børnene slipper man heller ikke økonomisk, og efter dem børnebørnene. Det stopper aldrig. Alt dette skal føres videre efter, at man har forladt arbejdsmarkedet – ikke i 10 år, som før i tiden, men nu nærmere i 20 og for nogle kvinders vedkommende måske i 30 år. Man fristes til at kalde det et livsvarigt problem.

Mulighederne
Det ligger lige for: Man må udjævne sin livs-indkomst. Det vil sige, at man må spare op til pensionen i de perioder af livet, hvor det bedst lader sig gøre at lægge til side, så man kan leve livet – bare længere. De fleste er holdt op med at gemme pengene i madrassen, for i dag kan man betale sig fra håndteringen af investeringerne og dermed få et bedre afkast.

Der er dog et par vigtige ting omkring pensionsopsparing, som man bør vide selv. Man skal begynde tidligt med opsparingen for at få en lang opsparingsperiode, og man skal satse på at få et årligt afkast, der ligger pænt over inflationen. Tiden og renten vil stimulere opsparingens største vækstgenerator, nemlig rentersrente-effekten, altså renter af renter over tid. Indbetalingerne skal komme an på en beregning, der hviler på dit behov for penge i de sidste 20-30 år af dit liv. Når der regnes baglæns herfra, ved du, hvor meget du skal indbetale, for at det kommer til at passe. Du kan også tilrettelægge det, så du har færre faste udgifter, når du stopper med at arbejde og dermed har mere til dine vaner. Det bedste investeringsråd er stadig, at du ikke skal lægge alle dine æg i den samme kurv. Fremtiden byder desuden på livsvarige pensionsudbetalinger, der rent investeringsmæssigt tager udgangspunkt i producenterne af de varer, som alle vi vaneforbrugere skal købe, når vi skal på pension – så dem er der en fremtid i.

Værdien
Langsigtet opsparing indebærer mange muligheder for investering og afkast, som langt fra alle medarbejdere gør brug af. Det er egentlig synd, for det kan betyde, at deres pengekasse bliver tom, før livet udløber. Netop fordi der er tale om meget komplekse produkter, tilfører vi den nødvendige gennemsigtighed, der gør det nemt at se, hvad man får ud af sine penge.

Vi har mange års erfaring i at rådgive og har igennem tiden hjulpet mere end 120.000 medarbejdere med deres pensionsopsparing. Det kan din virksomhed få glæde af, for når medarbejderen opdager, hvad det betyder for opsparingen og kan se, at der tilføres flere penge end tidligere, så er det vel lige så godt, som hvis pensionsbidraget var blevet hævet, eller hvis lønnen var steget. Det er ikke så enkelt, som det lyder, men kort fortalt så tilfører vi viden om valget af investeringsfonde og om en sammensætning, der passer den enkelte. Vi kan også oprette en automatik, der selv holder styr på fordelingen i investeringsaktiverne og sørger for, at der altid er balance i tingene hos nogle udvalgte fondsforvaltere. Det hele foregår ved hjælp af personlig rådgivning og særligt udviklede regneværktøjer samt enkle kommunikationsmidler. Tilsammen giver det medarbejderen det bedste grundlag for at beslutte sig for et langt og rigt liv.

Tilbage til toppen


Willis Recover

Udfordringen
Forsikring handler om, at virksomheden er sikret, hvis der sker noget alvorligt. Når skaden er indtruffet, drejer sagen sig om, at virksomheden får den korrekte erstatning, der er betalt forsikringspræmie for – og at den bliver udbetalt hurtigt, så genetablering kan komme i gang i en fart.

Uheldige begivenheder, som man ikke selv er herre over, kan være skyld i, at virksomhedens produktion går i stå i en kortere eller længere periode: Produktionsbygningen brænder ned; nøglemaskinerne bryder pludselig sammen; virksomheden involveres i et forureningsuheld eller bliver ramt af et produktansvar på baggrund af skader på fx miljø eller personer. Konsekvenserne af sådanne situationer kan være katastrofale.

Virksomheden står pludselig i en krævende og uvant situation, hvor forsikringsselskabet forlanger detaljeret og teknisk dokumentation for skaderne, som måske ikke kun omfatter en nedbrændt bygning, men også hurtigt mistet omsætning, og hvor virksomheden er oppe imod et forsikringsselskab, der er på hjemmebane, og hvis dagsorden går ud på at minimere erstatningssummen mest og hurtigst muligt.

Tid er en afgørende faktor i en alvorlig skadesituation, hvor virksomhedens normale drift skal genetableres hurtigst muligt, og virksomheden skal kunne vende tilbage til niveauet, før skaden indtraf. 

Mulighederne
Frygten for en alvorlig skade er altid til stede, men det er muligt at skabe større tryghed for, at konsekvenserne af en uheldig begivenhed ikke bliver fatale.

Det handler naturligvis om at forebygge: Willis’ Ingeniørafdeling (Willis Risk Engineering) rådgiver, allerede inden en mulig skade sker. Via risikoanalyser, risikoforebyggende rapporter og beredskabs- og katastrofeplaner kan de store alvorlige risici identificeres og forebygges så godt som muligt – ikke kun selve skaderisikoen, men også de sandsynlige konsekvenser af skaden. Er der fx risiko for, at produktionsbygningen brænder ned, så kan bygningen eller processen sikres bedre, men det er også en god idé at have en nødplan for, hvad virksomheden gør, hvis ulykken alligevel skulle ske.

Forebyggelse er en nødvendighed, men selve skadesituationen er dog det øjeblik, hvor tilliden mellem virksomhed, forsikringsselskab og Willis skal testes for alvor. Willis er med på kundens side og hjælper virksomheden med at komme tilbage til normaltilstanden så hurtigt som muligt. Sammen med vores kunde tager vi drøftelserne med forsikringsselskabet om skaden og alle de tekniske detaljer, som kan være svære at holde styr på, og vi finder den bedste løsning for virksomheden fremadrettet, hver gang en udfordring i hele forløbet med at genetablere opstår. 

Værdien
At genetablere den normale tilstand i en skaderamt virksomhed kræver krisestyring fra ledelsens side. At virksomheden samtidig skal stå for en teknisk sagsbehandling, der skal være korrekt for ikke at sænke processen med udbetalingen af erstatningen eller resultere i nedsat eller slet ingen erstatning – er en af de helt store udfordringer.

Willis Risk Engineering leverer en hurtig rådgivningsindsats i skadesituationer og påtager sig al forhandling om akuthjælp, erstatning og genopretning – helt frem til genetablering af produktion og omsætning. Vi er kundens mand, men vi forstår samtidig at tale forsikringsselskabernes tekniske sprog, så virksomheden opnår optimal sagsbehandling og dermed mulighed at komme hurtigt i gang igen.

Tilbage til toppen


Willis Path

Udfordringen
Forestil dig, at forsikringsbranchen slog sig sammen med det offentlige og byggede en labyrint. Det lyder måske foruroligende, men den findes faktisk allerede, hvis du bliver syg. Nu tænker du med dit raske hoved, at godt nok er labyrinten stor og murene høje, men mon ikke det vil være muligt at finde rundt i den, hvis bare man tager sig lidt sammen. Jo, men hvad nu hvis du er alvorligt syg, vil du så have overskud til at finde rundt?

Fakta er, at du har mange flere behandlingsmuligheder, end du forestiller dig, men mange af de bedste muligheder koster penge – måske endda mange penge. Og hvad nu hvis det viser sig, at du rent faktisk går og betaler til nogle forsikringer, som du måske ikke kan gennemskue, men som vil kunne påtage sig at betale for dig? Der vil endda kunne være tale om, at forhandlinger med forsikringsselskaberne vil kunne føre til, at de uden for betingelserne vil kunne se fornuften i at betale for en kvalitetsbehandling, der sikrer din sundhed, frem for at skulle betale dig en lang og løbende erstatning for at være syg. Det lyder måske kompliceret – og det er det også!

Mulighederne
Udgangspunktet er, at du er blevet syg, og her taler vi ikke om småskavanker som en hævet storetå – selvom det kan være slemt nok! Du er altså blevet foruroligende syg og vil rigtig gerne være rask. I det offentlige er reglerne for, hvor god en behandling, man har krav på, beskrevet i serviceloven, så det handler altså om at kende mulighederne i den. Der kan være tale om forskellige valgmuligheder, tilskudsmuligheder eller ligefrem garantier. Når det gælder dine egne forsikringer – typisk dækninger, du har i din pensionsordning, eller som dit firma betaler, så findes der også et hav af muligheder her.

For at kunne gennemskue de mange muligheder kræver det blot, at man har fulgt adskillige erstatningssager og kan se nuancerne i de betingelser, der ligger til grund for vurderingerne. Det åbner op for direkte betaling af selv meget dyre behandlinger, hvis man kan føre bevis for, at det vil gavne på længere sigt. Det giver også mulighed for store engangs-erstatninger og tilkendelse af løbende pensioner. Alt sammen noget, du faktisk har betalt for, så hvorfor ikke benytte sig af sine rettigheder – hvad har man dem ellers til?

Værdien
Vores tanke er at sikre dine medarbejdere den bedste og hurtigste behandling, så dine ansatte så hurtigt som muligt bliver raske og atter kan bidrage med deres kompetencer i virksomheden. For at kunne opnå det, mener vi, at alle kneb gælder. Derfor har vi nedsat en gruppe af socialrådgivere, der er uddannet inden for det offentlige, og som kombineret med vores fagfolk på personforsikrings-området danner en meget stærk konstellation. Resultatet er, at vi sikrer, at både sundhedsvæsnet og de private forsikringer kommer til at fungere optimalt – og uden ophold, som juristerne udtrykker det.

Nu er det heldigvis ikke alle, der bliver syge, men du kan være sikker på, at de raske medarbejdere følger nøje med, når din virksomhed demonstrerer omsorg for sine sygdomsramte medarbejdere og samtidig viser, at det er mere end ord, når du siger, at virksomhedens kultur og værdier skal virke i praksis. Det kan godt være, at de forsikringer, du har etableret, giver tryghed, men det hjælper bedre på værdiopfattelsen af kulturen i virksomheden, hvis de rent faktisk viser sig at virke for rigtige mennesker i nød.

Tilbage til toppen


Willis Safety

Udfordringen
Det er ofte de små ting, der vælter det store læs, og en dag blev kaffemaskinen ude på lageret desværre ikke slukket. Det gode var, at kaffen ikke blev kold den weekend, for søndag aften begyndte den største brand i virksomhedens historie. Der havde tidligere været en del små hændelser, der ikke havde udviklet sig, men nu bredte branden sig hastigt, fordi papkasserne ikke var blevet lagt ud i containeren. Hvis de automatiske branddøre ikke havde været spærret af nogle tunge kasser, så var det måske kun halvdelen af lageret, der var brændt, men nu fik ilden frit spil. Det var en tilfældigt forbipasserende, der slog alarm kl. 23, og allerede en halv time senere kunne brandvæsenet konstatere, at der ikke var så meget andet at gøre end at sikre sig, at branden ikke bredte sig til nabolaget.

Tabet af varelageret gjorde, at man måtte overlade det til konkurrenterne at levere, og uanset om det skyldes, at konkurrenterne leverede en bedre service, eller kunderne blot var illoyale, så blev resultatet, at virksomheden lige så stille lukkede og efterlod sig mange arbejdsløse. Det blev senere konstateret, at branden i sidste ende skyldtes, at der havde været travlt i nogle måneder, og at man derfor ikke havde fået oplært nyt personale i at tjekke sikkerheden inden fyraften.

Mulighederne
Du kan opstille lige så mange sikkerhedsregler, du har lyst til – men hvem siger, at de bliver overholdt? Hvis der virkelig skal opnås resultater, så er det nok nærmere et spørgsmål om at tilføre viden om, hvorfor sikkerhed er vigtig – ellers indser man det måske først, når alle står i en røgfyldt trappeopgang og ikke kan komme ud, fordi nogen (bare midlertidigt) har sat en tung maskine foran flugtvejen. Ønsker du at sikre din virksomhed, så er der masser at tage fat på: Evakueringsplaner, gennemgang af alle bygninger, brandsikring, adgangssikring, tyverisikring, vandsikring, førstehjælpskurser osv. Der findes desuden en række højteknologiske løsninger, der kan reagere intelligent, hvis medarbejderne ikke gør det eller er hjemme på weekend. Kraftig udendørsbelysning og et godt låsetøj har også stadig en præventiv effekt i forhold til ubudne gæster, ligesom metalgitre og sikringsskabe – især til nøgler – er en god ting.

Det vigtigste er at have et overblik over, hvad der virker bedst og vide noget om, hvilken investering, der giver størst effekt i forhold til at opnå en samlet forbedring af sikkerheden.

Værdien
Vores sikkerhedsrådgivere er overvejende folk med et speciale. De er enten fra sikkerhedsbranchen, ingeniører, tidligere brandfolk eller politibetjente, der ved meget om sikkerhed, og som har prøvet det meste. Når man sammenlægger al den viden, de besidder om, hvordan man undgår ubehagelige overraskelser i sin virksomhed, så er man godt hjulpet, og det er i al beskedenhed det, vi tilbyder vores kunder. Specialisterne har også udviklet nogle værktøjer, der kan hjælpe dig med at prioritere dine investeringer på sikringsområdet og samtidig give dig markedets bedste overblik.

Sikkerheden i din virksomhed bliver synliggjort og dine medarbejderes opmærksomhed på de regler og procedurer, der nødvendigvis skal eksistere på området, bliver skærpet. Når vi behandler skaderne, har du desuden større sikkerhed for at få, hvad du har betalt for, og vi finder det mønster i dine skader, der kan hjælpe dig med at sætte ind de rigtige steder for at øge sikkerheden og skaffe dig besparelser på dit forsikringsbudget.

Tilbage til toppen


Willis Care

Udfordringen
Man taler meget om sygefravær, og det er der også god grund til, for en virksomhed er sjældent sundere end sine medarbejdere. Selvom din virksomhed måske ikke virker så hårdt ramt, så er sygefraværet alligevel det største samlede spild i virksomheden. Læg mærke til fodboldtræneren, der altid bruger meget energi på at få behandlet sine spillere mellem kampene. Det gør han for at være sikker på at stille med det bedste hold på selve kampdagen. Når det gælder din virksomhed, hvad enten det hele hænger på en præsentation i forbindelse med en stor ordre, eller det drejer sig om at redde forholdet til en vigtig kunde, så ønsker du vel også altid at stille med dine bedste spillere, når slaget skal stå.

Er der egentlig nogen, der har modet til at holde regnskab med de kampe, der tabes – både de store betydelige og de mange små, der isoleret set ikke virker så vigtige, men som sammenlagt kan blive til store summer i mistet omsætning. Det kan godt være, at medarbejderne er mødt på arbejdet, men føler de sig oplagte, eller er de hæmmet af tidli-gere skader, små skavanker og har lidt hovedpine? Det er her, man skal huske på, at virksomhedens fremtid afhænger af den service og kvalitetsoplevelse, som kunderne får.

Mulighederne
Tænk på dine maskiner; her er der ret specifikke retningslinjer for, hvor lang tid, der må gå, før de skal have et eftersyn, men hvad med dine medarbejdere – de skal vel også vedligeholdes. Nu kan medarbejderne ikke gå rundt med en seddel på ryggen, "sidst efterset april 2009", men tanken er alligevel ikke så tosset, når man ser folk virke stressede og desorienterede. Det gælder om at opdage, hvor der er ved at opstå et problem, og det gør man ved at undersøge medarbejderne løbende og sætte ind med netop den løsning, der er brug for hos den enkelte.

For snart mange år siden var der en tillidsmand, der mente, at det var gået for vidt med alle de medarbejder-goder: "Nu skal de vel også snart bestemme, hvad vi skal have på madpakken," sagde han, og han fik ret! I dag har mange virksomheder indført en kantineordning, der gør det nemt for medarbejderne at spise sundt og varieret hver dag. Det er også vigtigt at dyrke motion, så mange forsøger at løbe fra deres vægt eller andre bekymringer, og om vinteren er det måske mere fitness, der trækker muskulaturen og det gode humør frem i lyset. Det er forskelligt, hvad der skal til, så derfor er det vigtigt at analysere på behov og muligheder – inden investeringerne foretages.

Værdien
Med de erfaringer, vi har gjort os, tror vi ikke længere på hurtige løsninger, for det er en løbende proces at sikre helbredet hos sine medarbejdere. Vi lægger altid ud med at lytte til, hvad ledelsen har af holdninger, og hvad den ønsker at opnå. Det er også en god ide at spørge et udsnit af medarbejderne, hvad de mener. Det er vigtigt, fordi vi som eksterne rådgivere af den vej ofte får flere vigtige informationer, der kan bruges til alles bedste. Det faktum, at vi var de første, der gik ind i tværgående behandling af medarbejdernes fysiske skavanker og den viden, som vi efterhånden har oparbejdet i rådgivningen af vores mange virksomhedskunder, gør os i stand til at tilføre noget, som andre har vanskeligt ved at levere.

Vi ved, hvilke løsninger der er til rådighed i markedet. Vi ved, hvilke der virker, og ikke mindst ved vi, hvor pengene vil være spildt. Vi synes, at det er en skam, når gode intentioner og store investeringer ikke når deres mål om at forbedre menneskers tilværelse. Vi må altså se på, hvad virksomheden gør i dag, og så tilføre det, der eventuelt mangler. Der er en række ting, vi kan gøre, og alene det, at der kommer massivt fokus på løsninger, gør, at mange ånder lettet op, fordi hjælpen er på vej. Der er nogle, der siger, at arbejds-glæde ikke kan måles, men det kan den – også på bundlinjen!

Tilbage til toppen