Stillesiddende arbejde og pauser
Rigtig mange med stillesiddende arbejde glemmer at give kroppen tiltrængte pauser i løbet af dagen, og mærker først konsekvenserne af de manglende pusterum senere.
Fysioterapeut Lone Østergaard har skrevet en lille artikel om emnet, som vi bringer her.
Tid til pause
Flere undersøgelser viser, at vi holder færre pauser, når vi har et stillesiddende arbejde. Ved et fysisk arbejde giver det sig selv: Kroppen har brug for en pause, og man holder sine pauser.
Problemet ved et stillesiddende arbejde er, at trætheden først kommer senere, og der er ikke et akut behov for at holde pausen. Tendensen er, at pauserne glemmes, og det har store konsekvenser for sundhed og trivsel, både på kort og langt sigt.
"Jeg har ikke tid" ... er en af de typiske indvendinger. Nej - du har ikke tid til at lade være!
Pauserne holder energien oppe
Pauserne er nemlig med til at holde energien oppe - og det forebygger livsstilssygdomme og kan i sidste ende være en af de faktorer, der er med til at forlænge livet.
Pauserne dækker alt fra frokostpause (VÆK fra computeren), en kort gåtur og de helt korte mikropauser på 30 sekunder til 2 minutter, hvor du laver et par cirkulationsøvelser, ryster hænderne, rejser dig op, henter en kop kaffe eller et glas vand eller går ud til printeren.
Aktive pauser
Pauserne kan med fordel udgøres af aktive pauser, så kroppen bliver rørt i løbet af dagen. Det behøver ikke være decideret motion men bare det at få rørt dig og få aktiveret de store muskelgrupper i baller og lår, så du afbryder det stillesiddende arbejde.
En løbetur er ikke nok
Nyere sundhedsforskning har nemlig slået fast, at en løbetur efter arbejdstid ikke er nok til at modvirke de skadelige effekter af at sidde stille hele dagen.
Så når vi nu ved, at det handler om "liv eller død" - kan du så lokkes til at holde dine pauser?
