Regeringsskifte - hvad så?
Regeringsskiftet i Danmark kan få stor betydning for reglerne på forsikrings- og pensionsområdet.
Her kan du få et overblik over de væsentligste punkter i det foreliggende regeringsgrundlag, som får betydning på området:
Efterlønsreform
Regeringen forventer at gennemføre den efterlønsreform, som der er indgået politisk forlig om tidligere på året. Det indebærer:
- Fem års fremrykning af planlagt stigning i pensionsalderen. Efterlønsalderen sættes gradvist op fra 2014, og folkepensionsalderen sættes gradvist op fra 2019.
- Efterlønsperioden forkortes fra fem til tre år.
- Pensionsformue vil i højere grad blive modregnet i efterlønnen.
- Der indføres en seniorførtidspension for de nedslidte.
- Dertil kommer en række ændringer vedrørende efterlønssatsen, tilmelding til ordningen, skattefri udbetaling af efterlønsbidrag m.m.
Ændrede skatteregler for behandlingforsikringer
Regeringen ønsker at afskaffe skattefriheden for behandlingsforsikringer.
Loft over fradrag for indbetalinger på livrente
Regeringen overvejer at indføre et loft over fradraget for indbetalinger til pensionsordninger, men er ikke konkret omkring den præcise udformning af et loft.
Willis følger naturligvis forhandlingerne og lovforslag meget nøje, og vil vende tilbage med en mere detaljeret redegørelse, når lovforslagene er på plads.
