Præmieforventninger: Næsten 50/50!
Når vi i Willis skriver om forventningerne til præmieudviklingen, sker det sædvanligvis på baggrund af erfaring, observationer og ud fra regnskabstal, analyser, rapporter og pressemateriale fra branchen.
Vi ser naturligvis også indad, men denne gang er vi gået et skridt videre, og har direkte spurgt udvalgte mæglere i vores internationale forretnings-område, Risk Solutions, om deres forventninger til den kommende tre-måneders fornyelsesperiode.
Over halvdelen forventer ikke præmiestigninger
57 % af de adspurgte forventer ikke, at deres kunder får præmieforhøjelser. De resterende 43 % begrunder hovedsagligt de forventede forhøjelser med belastende skadesforløb, og dernæst med ændrede risikoforhold eller markedssituationen generelt.
Det svarer overens med de reaktioner, der er kommet fra forsikrings-selskaberne efter de mange naturkatastrofer verden over, samt de store udgifter til skybrudsskader i Danmark. Enkelte selskaber har varslet præmieforhøjelser, og desuden generelt ændrede betingelser for skybrud.
For de små og mellemstore erhvervsvirksomheder vil der mest sandsynligt blive tale om generelle stigninger, hvor selskaberne viser mere åbenhed for dialog og forhandling overfor de store (internationale) virksomheder.
Udvalgte forsikringstyper er mere ramt
Næsten 60 % af de adspurgte vurderer, at udvalgte forsikringstyper er mere udsatte for præmiestigninger end andre, og ved valg af disse forsikringstyper fordeler svarene sig på denne måde i procent:
Igen er det ikke overraskende, at 27 % af de adspurgte forventer præmiestigninger på bygning/løsøre/all risks-forsikringstyperne, da disse aktiver blev mest udsat ved de mange naturkatastrofer som f.eks. ved den danske sommers skybrudsskader.
Præmierne på arbejdsskadesforsikringen forventes også at stige. Det kan eventuelt skyldes, at loven er blevet reguleret løbende de senere år, og det har medført en nødvendig tilpasning af præmierne.
Nogle forsikringsselskaber har de seneste et til to år været meget aggressive konkurrerende på arbejdsskadespræmierne, men netop lovreguleringen gør, at denne konkurrence, hvilket også ses nu, naturligt udvandes.
De forventede præmiestigninger til ansvarsforsikringen kan høre sammen med mæglernes svar om forventede præmiestigning på grund af ændrede risikoforhold, for umiddelbart er præmierne på ansvarsområdet stabile.
Endeligt hænger den forventede præmiestigning for kriminalitetsforsikring sammen med den stigende kriminalitet, der er blevet set under finanskrisen.
