Multimedieskatten bliver afskaffet fra 1. januar
Af det fremsatte finanslovsforslag fra den 21. november 2011 ændres reglerne for beskatning af arbejdsgiverbetalt telefon, bredbånd og computer med virkning fra den 1. januar 2012.
De nye skatteregler
- Multimedieskatten på 250 kr. månedlig (3000 kr. årligt) afskaffes.
- Beskatning af ”fri telefon” på 208,33 kr. månedligt (2500 kr. årligt) indføres på telefoni og bredbånd, som arbejdsgiveren har stillet til medarbejderens private rådighed. Skattepligten på 2500 kr. udløses kun én gang, uagtet at medarbejderen både har telefoni og bredbånd stillet til rådighed.
- Ægtefællerabatten som blev indført under multimedieskatten bibeholdes (25 % nedslag pr. ægtefælle).
- Beskatningsbeløbet bliver A-indkomst og skal indberettes af arbejdsgiveren.
- Computer (herunder også tablets og iPads samt tilbehør) stillet til privat anvendelse omfattes af værnsreglen, og udstyret skal beskattes med 50 % af nyprisen årligt.
Beskatning af telefoni
Hvis arbejdsgiveren stiller telefon til rådighed for medarbejderen til brug for arbejdet, og:
- medarbejderen kun foretager ”enkelte private opkald”, samt
- tiltræder en ”tro og love erklæring” om, at telefonen ikke benyttes privat,
vil telefoniydelsen IKKE udløse skattepligt for medarbejderen.
Telefoni omfatter både telefonapparatet (også PDA, Smartphones), abonnements- og samtaleudgifter.
Hvis medarbejderen har privat rådighed over telefonen, udløses skattepligt af ”fri telefon” på 2500 kr. årligt. Dette gælder derfor for telefoniydelser, der er valgt gennem en bruttolønsordning.
Beskatning af bredbånd
Arbejdsgiver betalt bredbånd (mobilt eller fast internetforbindelse) skal i fremtiden IKKE beskattes, hvis medarbejderen har adgang til arbejdsgiverens netværk med de samme funktioner som på arbejdspladsen (eksempelvis VPN og Citrixopkobling mv.).
Hvis ikke der er adgang til arbejdsgiverens netværk, udløses der skattepligt af ”fri telefon” på 2500 kr. årligt.
Beskatning af computer
Computer med sædvanligt tilbehør, der er stillet til rådighed for medarbejderen til brug for arbejdet, skal IKKE beskattes. Medarbejderen kan derfor også tage arbejdscomputeren med hjem og benytte den privat, uden at det medfører beskatning for medarbejderen.
Computer valgt gennem en bruttolønsordning omfattes af en værnsregel og betragtes hermed som primært privat anvendelse, hvilket medfører, at medarbejderen skal beskattes årligt af et beløb svarende til 50 procent af udstyrets nypris.
Overgangsregel bruttolønsordninger
Medarbejderes valg af pc-pakker, mobiltelefoni og bredbånd som er indgået inden årsskiftet, og hvor der er foretaget første bruttolønstræk samt sket levering inden 1. januar 2012 vil blive beskattet efter de tidligere regler om multimedieskat.
Det vil sige, at medarbejderen bliver beskattet af 250 kr. månedligt (3000 kr. årligt) indtil udløb af ordningens løbetid (maksimalt frem til indkomståret 2014).
Willis kommentarer til Finansloven
- Overgangsreglen forventes af de større revisionsselskaber at blive redigeret for såvidt angår:
- Levering - bør udgå da force majeure kan medføre forsinket levering
- Løntræksstart - bør ændres til d. 31. januar 2011
- Dette argumenteres ved, at medarbejdere der har indgået aftale om en pc-pakke inden finanslovsforslagets fremlæggelse primo november (i god tro) med virkning fra 1. januar 2012 efter den nuværende overgangsregel, vil blive skattepligtige efter de nye regler, hvilket ikke vurderes rimeligt. Herudover stilles der spørgsmål ved, om leveringen skal være foretaget inden 1. januar 2012, idet force majeure kan medføre forsinkede leverancer. Eksempelvis er oversvømmelsen i Thailand i øjeblikket årsag til store leveranceproblemer af harddiske fra Asien til Europa.
- Hvis en medarbejder er omfattet af overgangsreglen, og dermed skal beskattes med 250 kr. månedligt (3000 kr. årligt), forventes det ikke, at medarbejderen herudover vil skulle beskattes af ”fri telefoni” i perioden hvor overgangsreglen gælder. Det må forventes, at der altså maksimalt vil ske beskatning af 3000 kr.
- Beskatningen af arbejdsgiverbetalt telefoni og bredbånd til privat rådighed nedsættes fra 3000 kr. til 2500 kr., og vurderes som en fordel for medarbejderen. Denne fordel opnås således gennem en bruttolønsordning.
- Tro og love erklæringer på arbejdsgiver betalt telefoni skal fremover anvendes, hvis ikke medarbejderen har multimediet til fri rådighed. Det er, udover at medarbejderen undgår beskatning, også af hensyn til eventuelt at kunne vælge en telefoniaftale igennem en bruttolønordning. Medarbejderen vil fortsat som hovedregel kun kunne udstyres med ét af hver multimedieprodukt. Dette vil umiddelbart øge den administrative byrde hos virksomhederne i fremtiden, her tænkes især på kontrolopgaven i forbindelse med tro og love erklæringerne.
- Fordelene ved de traditionelle pc-pakker fjernes med den nye beskatningsregel, og samtidig giver dette nye muligheder som følge af, at pc-pakkerne fritages for multimedieskatten på 3000 kr. årligt. Medarbejderen vil i fremtiden med økonomisk fordel kunne vælge nye pc-pakker bestående af andre produkter (billige computere, tablets, iPads mv.) med kortere løbetider.
- Generelt vil ændringerne medføre uklare regler samt flere administrative byrder til arbejdsgiveren. Omkring uklare regler henvises til ”fri telefoni”, hvor det bliver tilladt at foretage ”enkelte private opkald”, uden at det medfører beskatning samtidig med, at det bliver et krav, at medarbejderen afgiver tro og love erklæring på, at telefonen ikke anvendes privat. Det må forventes, at antallet af tro og love erklæringer stiger voldsomt i fremtiden, hvilket udover administrationen heraf også medfører en administrativ byrde for arbejdsgiveren i forbindelse med den medfølgende kontrolopgave.
Bruttolønsordninger (lønomlægning)
Det er fortsat en fordel for de fleste medarbejdere at vælge forskellige produkter eller ydelser via en bruttolønsordning. Faktisk er fordelen for så vidt angår mobiltelefoni, bredbånd og mobilt bredbånd blevet større end tidligere som følge af den reducerede skattepligt (fra 3000 kr. til 2500 kr.).
Pc-aftalerne kan fortsat erhverves med fordel, det er blot andet og billigere udstyr end hidtil, som udbydes.
Den brede personalepakke
Regeringen har ikke afskaffet skattefriheden for bruttolønsordninger, hvorfor der fortsat er mange muligheder for at opnå store fordele på produkter som:
- Pc-pakker, mobilabonnementer med tilknyttede mobilterminaler og bredbåndsløsninger
- Erhvervskort, brobizz, parkering
- Forebyggende sundhedsbehandling, ulykkesforsikring, coaching og uddannelse
Kontantkøb - nettolønsprodukter
Herudover anbefaler vi generelt, at supplere personalegodepakken med andre attraktive produkter, som ikke er skattebegunstigede, men som kan købes til fordelagtige priser og vilkår for medarbejderen gennem kontantkøb.
Vi har indgået rammeaftaler med en række fitnesskæder, og vil i løbet af den kommende tid kunne tilbyde fitnessabonnementer til attraktive vilkår.
Herudover arbejder vi med andre nettoløs-produkter som privat forsikringspakke eller uvildig bank- og realkreditrådgivning, hvor der kan skabes stor værdi for medarbejderen gennem besparelser og optimering.
Vi ser fortsat personalegodepakken i et bredt HR-perspektiv som et virkeligt attraktivt værktøj til brug i kampen om at bevare og tiltrække de bedste medarbejdere og derigennem styrke virksomhedens konkurrencekraft.
