Japan - tre måneder efter

Henrik Beider - mandag d. 29. august, 2011

Vi har tidligere berettet om konsekvenserne af jordskælvet i Japan den 11. marts, herunder betydningen for markedet, erstatningerne og de skadelidte.

Mange afsluttede sager
Foreningen af forsikringsselskaber i Japan (General Insurance Association of Japan - GIA) oplyser, at forsikringsselskaberne har modtaget i alt 588.239 anmeldelser om skade, hvoraf 440.612 allerede er afsluttet. Antallet af afsluttede sager svarer til cirka 350 årsværk, hvilket må siges at være flot klaret på den korte tid.

Udbetalingerne beløber sig til USD 10,5 milliard, og der er pt. ikke noget nyt estimat for de endelige samlede omkostninger.

Døde og savnede
På personsiden oplyses det, at 15.310 personer er bekræftet døde og yderligere 8.404 meldes fortsat savnet.

De japanske regler tilsiger, at udbetaling fra livsforsikringer skal vente op til 6 år, hvis personen ikke kan bekræftes død, men blot er savnet. De japanske myndigheder og de største livsforsikringsselskaber arbejder på, at ændre reglerne til 1 år, og om muligt begynde udbetalinger allerede fra næste måned i særlige tilfælde, for på den måde at hjælpe de efterladte.

Udbetaler for lidt
Samtidig kritiseres staten for at udbetale alt for lidt i erstatning til de efterladte, hvilket kan gøre dem ude af stand til at komme på fode igen. Det oplyses, at den offentlige jordskælvskasse kun betaler cirka halvdelen af handelsværdien af hus og indbo i erstatning, og yderligere med et maksimumbeløb for henholdsvis bygning og indbo. Konsekvensen er, at mange ikke vil kunne vende tilbage til det liv, som de havde før katastrofen.

Præmierne er steget
Præmierne på markedet for naturskaderisici rapporteres at være steget med op til 60 %, hvorimod det generelle præmieniveau viser moderate stigninger på omkring 5 % til 10 %. Kun cirka hver 5. husejer i Japan har købt dækning for jordskælv.

For internationale virksomheder med direkte eller indirekte interesser i Japan er udfordringerne ofte koncentreret omkring leverandørrisici, og Willis North America har udarbejdet en lille rapport om emnet.