Vælg den rigtige udbyder
Sommerfornyelserne er overstået, og tiden er inde til at reflektere over månedernes præmieudviklingstrends.
Fornyelserne viser, at trods de mange naturkatastrofer i det første halvår 2011, er forsikringsbranchen stadig stabil på kapaciteten. Katastroferne kunne have medført, at markedets kapacitet ville blive forringet, da flere investorer ville trække sig fra et marked, hvor forsikringsdriften er hårdt presset, men dette er ikke tilfældet, og kapacitetsniveauet er stadig højt.
Forhøjelser sker i de katastroferamte områder
Præmierne har generelt været stabile ved sommerfornyelserne, og forhøjelserne ses hovedsagelig på områder, som har været særligt udsatte for naturkatastroferne – foruden der også er sket skærpende ændringer i betingelser i nogle af disse områder, f.eks. i Australien ved definition af oversvømmelser. Udtalelser fra markedets spillere om fornyelsen viser, at præmierne i USA i de ramte områder er steget med 15-50 %, i Australien er property præmierne steget med 15-70 %, og i Japan er præmierne steget mellem 30-50 %. På internationalt niveau er de øvrige brancher/områder blevet fornyet med 0-15 %. I Danmark har præmieniveauet det første halvår 2011 været stabilt, og der er kun set begrænsede præmiestignings-tendenser. For virksomheder med særligt fordelagtigt skadesforløb og/eller risikostyring har det stadig været muligt at opnå præmiebesparelser*.
Et ønske som ikke opfyldes
Det stabile præmieniveau svarer ikke overens med branchens ønske om forhøjelser. De ustabile og forringede investeringsindtægter og de mange store naturkatastrofer presser forsikringsudbyderne, så der generelt ikke tjenes penge på forsikringsdriften. Dette kan ses i et udpluk af udbydernes combined ratios for 2. halvår 2011 sammenlignet med 2. halvår 2010, som viser en gennemsnitlig stigning fra 91,9 % til 110,8 %. Hvis de udvalgte udbydere opdeles i direkte tegnende og genforsikringsudbydere, er det tydeligt at genforsikringsmarkedet fortsat er hårdere ramt end det direkte tegnende marked, som dog også arbejder sig over de 100 %.
| Combined ratio i % |
Q2 2010 |
Q2 2011 |
|
Insurers avarage |
96,5 | 100,6 |
|
Re-/insurers avarage |
95,3 | 114,2 |
|
Market avarage |
91,9 | 110,8 |
Combined ratios er kort fortalt et mål for udbydernes udgifter til erstatninger og administration i forhold til præmieindtægter. I sagens natur er det derfor en nødvendighed, for at branchen skal fungerer på længere sigt, at combined ratio er på under 100 %. I Willis' nyhedsbrev "The Futures Market, International Property Market Update" kan du læse mere om markedstrends og udviklingen i udvalgte udbyders nøgletal, ratings og combined ratio.
Norden under - genforsikring over
Når man ser ned over combined ratio tallene, tegner der sig et tydeligt billede af, at genforsikringsselskaberne, og især dem med domicil i Bermuda, er hårdt presset på forsikringsdriften. Det skyldes, at disse selskaber tegner mere naturkatastrofe-dækning, og de store tab på dette område får udbydernes combined ratio over 100 %. Desuden er Bermuda-markedet også kendt for, at tegne de lidt mere specialiserede og "tunge" dækninger, hvilket også presser risikoen i år med store naturkatastrofer.
Omvendt positivt ser det ud for de Nordiske direkte tegnende forsikringsudbydere f.eks. Gjensidige, Sampo, Storebrand og Tryg, som er under 100 % i combined ratio. Trods en tendens til, at tegne mere genforsikring og de stigende udgifter til vejrligsskader, så er de nordiske selskaber ikke udbredt eksponeret for naturkatastrofedækninger, og dette er en stor medvirkende faktor for en fortsat positiv combined ratio.
Anden halvåret 2011
Combined ratios kan også bruges som en slags rettesnor, hvis man oplever præmiestigninger fra sin udbyder, og denne har en høj combined ratio. Hvis fornyelsestilbuddet ikke er på markedsniveau, og det overvejes at gå i udbud, så kan det være prisgavnligt og måske mere præmiemæssigt stabilt, at vælge en udbyder der har en lavere combined ratio og derfor ikke er så presset på forsikringsdriften.
Det forventes generelt, at det nuværende præmieniveau vil fortsætte resten af året, men oplever forsikringsbranchen flere store skader, som i det første halvår, således at tredje kvartal og hele året forventes at få combined ratio på over 100 %, så vil der allerede ved januar-fornyelsen og ind i 2012 kunne forventes præmieforhøjelser.
* Vær opmærksom på, at den beskrevne markedsudvikling kan være anderledes, end den udvikling i forsikringspræmier og vilkår, som du og din virksomhed konkret oplever. En sådan forskel vil være begrundet i dine specifikke forhold (f.eks. investeringer i risikoforbedrende tiltag eller et særlig skadesforløb), og kan i sagens natur både afvige positivt eller negativt i forhold til markedsgennemsnittet.
