Fjernelse af skattefrihed på behandlingsforsikringer

Thomas Hornbæk - mandag d. 21. november, 2011

Med aftalen mellem Regeringen og Enhedslisten er det nu endelig fastlagt, at medarbejderes skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte behandlingsforsikringer afskaffes. Dermed vil den enkelte lønmodtager blive beskattet af værdien (præmien) af behandlingsforsikringerne, som de modtager fra deres arbejdsgiver, på samme måde som almindelig lønindkomst.

Hvor stor beskatningen bliver, er endnu ukendt. Der har været gisninger om, at der kan være tale om en gradueret beskatning, så medarbejdere ”kun” beskattes af 50 procent af behandlingsforsikringens værdi. Det skal efter sigende være begrundet med, at medarbejdere kun skal beskattes af den del af udgiften til behandlingsforsikringen, hvor brugen kan føres tilbage til privatlivet.

Der har desuden været spekuleret i, om virksomhedens mulighed for fradrag af udgift til medarbejdernes behandlingsforsikring skulle fjernes. Det er ikke tilfældet. Skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) har udtalt det i et svar til Venstre (JP 14. november 2011). Det betyder derfor, at virksomheder stadig kan fradrage udgiften for en behandlingsforsikring.

Konsekvenserne af forslaget, som er beskrevet i det følgende, er gældende for såvel ordninger betalt af arbejdsgiver direkte, som for ordninger hvor der er tale om en behandlingsforsikring, der er finansieret via pensionsordningens pensionsbidrag.

Behandlingsforsikringer vil stadig være et supplement til det offentlige sundhedssystem
Ophævelse at skattefritagelsen for behandlingsforsikringer har været diskuteret vidt og bredt i forbindelse med valget i september måned. Socialdemokraterne har flere gange under valget pointeret, at man med dette tiltag ikke ønskede at fjerne behandlingsforsikringer, men at man ønskede at fjerne skattefritagelsen jf. Ligningslovens § 30, med den begrundelse, at man hermed kan sikre en mere ensartet tilgang til sundhedsydelser for alle i Danmark.

Vil behandlingsforsikringerne så blive fravalgt?
Det er svært at gisne om, hvorvidt man kommer til at opleve store fald i antallet af medarbejdere med en behandlingsforsikring. Baseret på de relativt få henvendelser Willis har modtaget omkring fjernelse af skattefritagelsen, vurderer Willis, at langt de fleste virksomheder vil bibeholde behandlingsforsikringen som en fast del af personalepolitikken, og at det i øvrigt for manges vedkommende allerede er indskrevet som en fast del af personalepolitikken. Derfor kan den ikke fravælges på trods af den ekstra skattebetaling. Virksomhederne ønsker jo stadig adgangen til, at medarbejderne hurtigt kommer tilbage til arbejdet i tilfælde af sygdom.

Dernæst skal man holde sig for øje, hvad det reelt kommer til at betyde for den enkelte, at der nu oveni præmieniveauet kommer en skattebetaling. Samtidig skal man huske på den succes behandlingsforsikringerne har været for rigtig mange medarbejdere. Faktum er, at skulle den enkelte medarbejder fravælge behandlingsforsikringen, da vil der stadig være udgifter til eksempelvis psykologkonsultationer, kiropraktik, fysioterapi og lignende.

I forbindelse med regeringsskiftet er det også blevet fremlagt, at behandlingsgarantien differentieres. Det betyder, at den nuværende garanti på en måned for alt undtagen livstruende og akutte områder forsvinder. Oplægget er, at eksempelvis operationer af skulder, knæ, albue og lignende får en behandlingsgaranti på to måneder – vel og mærke en behandlingsgaranti, der træder i kraft efter diagnosticeringen.

Et udestående omkring den fremadrettede lovgivning for behandlingsforsikringen er, om betingelserne for krav om lægehenvisning og generel ordning for alle medarbejdere forsvinder. Er det tilfældet, åbner det op for muligheden for at skabe nye typer af behandlingsforsikringer, der kan differentieres blandt medarbejdergrupper og formodentlig indeholde flere sundhedsfaglige elementer end de nuværende.

Alt i alt er det Willis' vurdering, at behandlingsforsikringen også i fremtiden er et meget attraktivt gode for virksomheden og den enkelte.

Hvad betyder fjernelse af skattefritagelsen for medarbejderen?
Herunder er gengivet et eksempel fra Deloitte (2011) på konsekvensen af ingen beskatning og beskatning af behandlingsforsikringer for en medarbejder, der ikke betaler topskat. I eksemplet er der tale om 100 procent beskatning.

Ingen beskatning af behandlingsforsikringer

 

Løn

360.000 kr.

Skat og AM-bidrag

(128.800) kr.

Løn efter skat

231.200 kr.

 

Beskatning af behandlingsforsikringer

 

Løn

360.000 kr.

Behandlingsforsikring

 2000 kr.

Skat og AM-bidrag

(129.700) kr.

Løn efter skat

230.300 kr.

 

Alt i alt kan man se, at den årlige skattebetaling for behandlingsforsikringen ligger i niveauet 900 kr. for en medarbejder, der ikke betaler topskat i dag. For en medarbejder, der betaler topskat, udgør den ekstra skatte­betaling i eksemplet ca. 1.100 kr. årligt. For konkrete beregninger anbefales kontakt til egen revisor.

Hvad betyder fjernelse af skattefritagelsen for virksomheden?
Da de praktiske detaljer forbundet med fjernelse af skattefritagelsen endnu ikke er publiceret, kendes de konkrete lovændringer ikke.