Finanslovsforslaget: Ophævelse af multimedieskatten
I denne artikel gennemgår vi de ændringer i forhold til multimediebeskatningen, som regeringen har lagt op til i deres finanslovsforslag, og vi vil give Willis' kommentarer og anbefalinger.
Ændringsforslaget
Afskaffelse af multimediebeskatningen
Der er i finanslovsforslaget lagt op til, at multimedieskatten afskaffes fra den 1. januar 2012.
Beskatning af fri telefon
I stedet for multimedieskatten vil regeringen genindføre beskatning af "fri telefon". "Fri telefon" beskattes med 3.000 kr. årligt, og omfatter abonnementsudgifter, samtaleudgifter, telefonapparat samt traditionelle telefonserviceydelser.
Regeringen vil genindføre beskatningen af "fri telefon", som var gældende i "Forårspakke 2.0" fra 2009 med de tilpasninger, som regeringen mener er nødvendige for at sikre en rimelig beskatning af multimedierne.
De tidligere regler om "fri telefon" tillod, at en ansat kunne modregne sine private telefonregninger fra husstanden i forbindelse med selvangivelsen. Det vil dog ikke være muligt efter genindførslen i 2012.
Computer
Med hensyn til computere, er der to scenarier:
- Arbejdsgiver stiller computer til rådighed til brug for arbejdet
Udstyret kan bringes hjem på privatadressen og anvendes privat uden beskatning. - Medarbejderen går ned i løn for at få stillet en computer til rådighed (bruttolønsordning)
Der er formodning om, at udstyret skal anvendes privat, og medarbejderen skal i så fald medregne et beløb svarende til 50 % af udstyrets nypris til den skattepligtige indkomst i overensstemmelse med de regler, der gjaldt inden indførslen af multimediebeskatningen.
Bredbånd
Arbejdsgiverbetalt bredbånd vil ikke blive beskattet, hvis medarbejderen via forbindelsen kan få adgang til arbejdsgiverens netværk (samme funktioner eller dokumenter som på arbejdspladsen).
Hvis der ikke er adgang til arbejdsgiverens netværk, beskattes medarbejderen som af "fri telefon".
Mobiltelefoni
I forhold til mobiltelefoni er der også to set-up:
- Mobiltelefoni til erhvervsmæssig brug
Hvis telefonen er en nødvendighed for at udføre arbejdet, og der udføres enkelte opkald til hjemmet, vil medarbejderen ikke blive beskattet. - Medarbejderen går ned i løn for at få stillet mobiltelefoni til rådighed
Der vil skulle ske beskatning af "fri telefon".
Kommentarer og anbefaling
Får stor betydning for mange
Den foreslåede ændring ved genindførsel af "fri telefon" kan få stor betydning for mange medarbejdere. Nogle vil fremover helt undgå beskatning af telefoni, pc og bredbånd, og andre vil risikere at blive yderligere beskattet, hvis de eksempelvis vælger at anskaffe en computer via en bruttolønsordning.
Med multimedieskatten var der tale om en såkaldt "rådighedsbeskatning", hvor medarbejderen skulle betale multimedieskat, hvis multimediet var til privat rådighed. Multimedieskatten var meget firkantet og ikke til at tage fejl af.
Uklar grænse
I finanslovsforslaget er der indtil videre lagt op til en mere uklar grænse, idet der i forslaget alene er tale om beskatning, når det pågældende multimedie formodes at være stillet til rådighed til privat brug. Vi ser med baggrund i dette en række områder, som regeringen fortsat ikke har taget stilling til, og som vi formoder, vil blive reguleret efterfølgende.
Vi ser af finansforslaget, at den skattemæssige besparelse ved valg af computer gennem en bruttolønsordning, vil blive elimineret, da dette multimedie fremadrettet skal beskattes med 50 % af udstyrets nypris kombineret med betaling af markedsværdien ved privat overtagelse.
Den faktiske anskaffelsespris kan på denne måde blive højere end ved køb direkte hos en forhandler.
Bruttolønsordninger (lønomlægning)
Der kan fortsat være en fordel for mange medarbejdere ved at vælge forskellige produkter eller ydelser gennem en bruttolønsordning.
Ikke afskaffet skattefriheden
Regeringen har indtil videre ikke afskaffet skattefriheden for bruttolønsordninger, hvorfor der fortsat er mange muligheder for at opnå store fordele på produkter som mobilabonnementer med tilknyttede mobilterminaler, bredbånd, erhvervskort, brobizz, parkering, forebyggende sundhedsbehandling mv. gennem en lønomlægning.
Kontantkøb
Herudover anbefaler vi generelt at supplere personalegodepakken med andre attraktive produkter, som ikke er skattebegunstigede, men som kan købes til fordelagtige priser og vilkår for medarbejderen gennem kontantkøb.
Det kan eksempelvis være fitness-abonnementer, privat forsikringspakke eller uvildig bank- og realkreditrådgivning.
Vi ser fortsat personalegodepakken i et bredt HR-perspektiv, som et virkeligt attraktivt værktøj til brug i kampen om at bevare og tiltrække de bedste medarbejdere.
Mens vi venter...
Det er nu interessant, om regeringen får finanslovsforslaget godkendt i den nuværende form, eller der vil komme justeringer. Ligeledes er det meget interessant, om der vedtages overgangsordninger for de medarbejdere, som har en eksisterende bruttolønsordning og med hvilken skæringsdato dette i så fald effektueres.
Dette er der indtil videre ikke taget stilling til, på trods af at rigtig mange medarbejdere har en pc-ordning stillet til privat rådighed gennem en bruttolønsordning kombineret med en for tiden meget aktiv mediedebat på området.
Det er et forslag
For at undgå misforståelser gør vi opmærksom på, at der alene er tale om et finanslovsforslag, som skal vedtages i folketinget, inden de nye regler vil være gældende.
Vi følger regeringens planer om at afskaffe multimedieskatten, og henviser i mellemtiden til revisionsvirksomhedernes skatterådgivere, som i mediedebatten aktivt tolker finanslovsforslaget.
