Vi venter stadig på det ”hårde marked”
Der har i en lang periode været talt om kommende præmiestigninger på forsikringsmarkedet, også kaldet et kommende ”hårdt marked”. Alt tyder dog på, at markedet fortsætter på det nuværende præmieniveau. Udbyderne har ikke fokus på prisforhøjelser, og der opleves generelt ikke forsøg på at udkonkurrere hinanden på pris.
Fokus på underwriting
I stedet for at have fokus på pris retter udbyderne opmærksomheden på den tekniske underwriting1. Der er stigende efterspørgsel på oplysninger, og indhentning af ingeniørrapporter. Hvor der tidligere var mulighed for at forhandle pris ud fra god gammeldags fingerspidsfornemmelse, er underwritingen meget mere systemstyret.
Kæmper for at holde niveauet
Den øget tekniske underwriting har for eksempel medført ændrede betingelser for vandskader, der er en naturlig følge af de mange vandskader i sommeren 2011. Desuden forhandles der mere om selvrisici, og kunderne skal selv finansiere småskader og frekvensskader.
Markedet er på udkig efter en anden og bedre positionering, og der gives generelt ikke rabat, da opmærksomheden er fuldt ud på lønsomhed, især på forsikringstyper som all risk erhvervsforsikring, professionel ansvars- og arbejdsskadesforsikring.
Kunderne er ”taberne”
I et marked som dette er de fleste tilfredse med at kunne bevare prisniveauet, men der skal kæmpes for det. Udbyderne stiller højere krav til forebyggelse, og i samarbejde med kunderne bruges der en stor mængde ressourcer på at forhandle om kravene til risikostyring eller forsøge at forhandle kravene ned. Virksomheder med belastende skadesforløb skal kæmpe hårdt for at beholde deres nuværende forsikringsdækning.
Så på trods af at prisniveauet fastholdes, betaler kunderne enten i form af et forringet dækningsomfang eller ved ekstra udgifter til risikostyring eller større selvrisici.
Risikostyring
Ved en spørgeundersøgelse hos mæglerne og -assistenterne i Willis' forretningsområde ”Risk Solutions”, som omfatter større internationale erhvervs- og industrivirksomheder, svarede 86 % af de adspurgte, at de forventer uændrede præmier i det første halvår 2012. Konklusionen må derfor være, at nøgleordet i det nuværende marked er "risikostyring".
1. Forsikringsselskabernes vurdering af risici og efterfølgende prissætning af forsikring betegnes under et som ”underwriting”.
