Få samlet de små opsparinger
Forsikring & Pension har henstillet til, at det bliver gratis at overføre alle små inaktive pensionsopsparinger med en værdi under 20.000 kr., som man eventuelt har stående fra tidligere jobs, til en aktiv pensionsordning.
Betingelser for gratis overførsel
De fleste forsikringsselskaber og pensionskasser har accepteret henstillingen, og tilbyder nu gratis at overføre en firma- eller arbejdsmarkedspensionsordning fra tidligere ansættelsesforhold.
Det skal præciseres, at overførsel kun kan ske mellem to obligatoriske pensionsordninger.
Gebyrfriheden gælder i 2012 og 2013.
Kursværn trækkes fra
Hos de selskaber, der har kursværn, vil kursværnet stadig blive fratrukket opsparingen.
Selskaberne vil følge henstillingen
De syv selskaber, som Willis samarbejder med, har alle på nær to tilkendegivet, at de vil følge henstillingen fra Forsikring & Pension om at overføre de små pensionsordninger.
Det drejer sig om:
- Danica Pension
- Nordea Liv & Pension
- SEB Pension
- Skandia Pension
- Topdanmark Liv
PFA Pension følger henstillingen, men har dog på nuværende tidspunkt lidt tekniske udfordringer på de kunder, som har depoter i Plus.
AP Pension følger ikke opfordringen på nuværende tidspunkt, men arbejder på en løsning.
Willis' holdning
Willis har altid rådgivet medarbejderne til at samle pensionsordninger med mindre, der er tilknyttet særlige fordelagtige vilkår til en inaktiv pensionsordning. I dette tilfælde er der tale om meget små ordninger, som vi anbefaler bliver samlet under alle omstændigheder.
Der er tre fordele ved at samle pensionsordningerne:
- Bedre overblik
- Sparet udgift til forsikringer og administration
- Ingen unødvendige forsikringsdækninger
Ved at "aflive" én tidligere ordning vil de sparede udgifter til administration over 20 år betyde en pensionsopsparing, der er godt 20.000 kr. højere.
Hvis du er usikker på, om du har en af disse små pensioner, kan du finde ud af det ved at gå ind på www.pensionsinfo.dk, som giver dig et samlet overblik over alle dine pensionsordninger og værdien af dem.
