MgO-byggeskade fælder rådgiver, mens entreprenør går fri

mandag d. 10. juli, 2017

Den første retslige afgørelse om brug af magnesiumoxid-plader i byggeriet placerer ansvaret hos rådgiveren, der undlod at konsultere bygherren. En stor del af regningen ender dog hos bygherren.

Af Martin Wex

Mediehuset Ingeniøren har tidligere kaldt anvendelsen af plader af magnesiumoxid (MgO) for »den største byggeskandale i årtier«, og nu er der for første gang truffet afgørelse i en sag om MgO-plader, der har været anvendt som vindspærre i facaden på et almennyttigt boligbyggeri. Kendelsen placerer ansvaret hos totalrådgiveren, mens entreprenøren går fri.

»Det er en interessant kendelse, fordi vi for første gang får placeret ansvaret i en konkret sag om anvendelse af MgO-plader og dermed får nogle generelle retningslinjer for, hvem der bærer ansvaret, når der anvendes uafprøvede materialer i byggeriet,« siger jurist og Head of Construction Peter Højriis-Andersen fra Willis Towers Watson.

I den konkrete sag fremgik det af udbudsmaterialet, at der skulle anvendes vindspærreplader af det gennemprøvede materiale fibercement, men entreprenøren foreslog rådgiveren at anvende MgO, der på det tidspunkt var et forholdsvist nyt materiale. Det valgte rådgiveren at godkende uden at konsultere bygherren, der var en almennyttig boligforening.

MgO-plader blev brugt i stort omfang i byggerier i perioden 2010-2015, men senere viste der sig at være massive problemer med MgO-plader, der blandt andet suger fugt og kan forårsage råd og skimmelsvamp – og fugtskader på skruer og beslag.

Bygherren skulle have været orienteret

Voldgiftsnævnet for Byggeri- & Anlæg vurderer, at det ikke var ansvarspådragende for entreprenøren at foreslå et alternativt byggemateriale, da entreprenøren ikke kunne vide, at produktet var uegnet som vindspærre.

»Voldgiftsnævnet vurderer, at det ikke i sig selv er ansvarspådragende for rådgiveren at godkende det nye materiale. Til gengæld var det ansvarspådragende, at rådgiveren ikke havde fortalt bygherren, at der var tale om et nyt og uafprøvet materiale, og at anvendelsen af dette materiale, derfor var forbundet med en vis risiko,« siger Peter Højriis-Andersen og peger på, at bygherren dermed var blevet frataget muligheden for at fravælge MgO-pladerne.

Voldgiftsnævnet konkluderer desuden, at der alene er tale om et mangelsansvar og ikke et produktansvar, da vindspærrepladen indgik i den samlede konstruktion. Af kendelsen fremgår det også, at eftersom ingen af de tidligere omsætningsled – eksempelvis importør, grossist eller byggemarked – var inddraget i sagen, var det ikke godtgjort, at entreprenøren skulle hæfte for deres eventuelle fejl.

»Kendelsen er interessant, fordi den er den første af sin slags, men man skal være varsom med at drage generelle konklusioner, da alle byggesager er forskellige. Alligevel giver sagen nogle vigtige fingerpeg om, hvor ansvaret skal placeres i lignende sager,« siger Peter Højriis-Andersen, der fremhæver fem punkter, som kan uddrages af sagen:

  • Det er rådgiverens ansvar at rådgive bygherren om faren ved at anvende uafprøvede materialer, så bygherren har mulighed for at fravælge denne risiko.
  • Det er ikke ansvarspådragende i sig selv, at en entreprenør foreslår at bruge uafprøvede materialer.
  • En defekt komponent i et samlet byggeri, som leveres af en entreprenør, udgør ikke et produktansvar på den resterende del af byggeriet, da der ikke er skade på andet end den samlede ydelse (selvbeskadigelse).
  • Entreprenøren hæfter ikke over for bygherren for producenten af MgO-pladen eller tidligere omsætningsleds eventuelle selvstændige ansvar.
  • Der er i produktansvars-sammenhæng ikke tale om en udviklingsskade, da de uheldige egenskaber kunne have været opdaget, hvis man havde anvendt kendte undersøgelsesmetoder, og ansvar og forsikringsdækning kan derfor ikke afvises allerede af denne grund.


Tegn den rette forsikring

Bygherren bærer ikke ansvaret for, at der er brugt MgO-plader, men sidder alligevel tilbage med et tab. Kontrakten mellem rådgiveren og bygherren indeholder en ansvarsbegrænsning på fem millioner kroner, men det samlede krav for udskiftning af pladerne forventes at blive på 15 millioner kroner. Differencen på 10 millioner kroner er et tab, som bygherren må bære.

Det viser ifølge Peter Højriis-Andersen, hvor vigtigt det er, at kontrakter, ansvarsbegrænsninger og forsikringer spiller sammen.

»Sagen er et klart eksempel på, at bygherren bør designe den samlede forsikring, som et byggeri skal dækkes af, så bygherren er sikker på at modtage den rette kvalitet, til rette tid og til rette pris. Det betyder også, at ubehagelige overraskelser samles op af forsikringen, uden at en ansvarsbegrænsning spænder ben for dækningen,« siger Peter Højriis-Andersen.

Han peger på, at dækning på en erhvervs- og produktansvarsforsikring samt en byggeskadeforsikring ikke uden videre kan afvises – alene under henvisning til, at MgO-pladernes uheldige egenskaber var en udviklingsskade, hvor aktørerne fra 2010 til 2015 ikke kunne eller burde vide bedre.

martin.wex@willistowerswatson.com

Læs jurist og Head of Construction Peter Højriis-Andersens fremlæggelse af sagen: